Tivoli er en forlystelsespark på 82.000 kvadratmeter midt inde i København med forlystelser for alle aldre. Ud over at kunne køre i rutsjebaner og andre halsbrækkende forlystelser er Tivoli også værdsat for sine fine haver og kulørte belysning. Tivoli åbnede i 1843 på det gamle fæstningsanlæg rundt om København, søen i Tivoli er således en del af den gamle voldgrav rundt om byen, der skulle forsvare mod fjendtlige angreb. Tivoli har åbent i sommersæsonen men også til halloween og jul med masser af dekorationer. I sommersæsonen er der koncert hver fredag – kendt som fredagsrock.
En festlig type
Georg Carstensen blev født i Algier i 1812 da hans far var udstationeret dér, senere rejste han flittigt rundt i udlandet og opførte sig også som en rigtig verdensmand hjemme i København. Han arrangerede fyrværkerifester i Kongens Have og københavnerne var vilde med det. Så i 1841 søgte han om lov til at åbne Tivoli. Ansøgningen gik igennem og den 15. august 1843 åbnede dørene for de forlystelsessyge københavnere. Georg var hurtigt videre, og 5 år senere drog han i krig og blev fyret som direktør for sit eget tivoli. Han forsøgte senere at åbne en konkurrent Alhambra på Frederiksberg, men han døde inden det var klart.
En smag af østen
Da Tivoli åbnede, var det fuld af lige netop dét Georg Carstensen vidste var mest tiltrækkende for skandinaverne – referencer til det mystiske orienten. Med tiden udvidede det sig og man kunne både se det japanske tårn, det kinesiske pantomimeteater, den tyrkiske basar og det mauriske NIMB palads. Flere af hvilke, der stadig står i dag. I vore dage har Tivoli en helt særlig plads i Københavnernes hjerte, hvad end man kommer for at mærke historiens vingesus eller blot for at mærke centrifugalkraften trække i ansigtshuden i de store rutsjebaner.
Et mørkt kapitel i de kulørte lampers skær
Tivoli var allerede fra starten af med på noderne, så da det i 1870’erne begyndte at blive moderne med store menneskeudstillinger rundt omkring i Europa, var Tivoli selvfølgelig også med. Der var både Kina i Tivoli, Sydindien i Tivoli og så var der menneskeudstillinger fra Danmarks kolonier De Vestindiske Øer. 7-årige Victor og Alberta på 4 år blev f.eks. hentet fra Sankt Croix og sat i bur i Tivoli i 1905. Så gæsterne kunne se vaskeægte sorte børn. Alberta døde, men Victor blev i Danmark, stiftede familie, fik en uddannelse og arbejdede i mange år på som lærer og viceskoleinspektør.